Laboratorium
En udstilling med papirværker af nulevende og afdøde kunstnere arrangeret af Nina Kleivan, Birgitte Sværke Petersen og mig
Laboratorium Udfordringen
Papir er mobilt. Du kan tage det under armen og med ud i landskabet. Om det så er i byen eller på landet. Du kan bøje det og folde det. Hænge det op på væggen eller klæbe det fast på gulvet. Du kan skære i det eller rive det over. Du kan lade det være, som det er og i det øjeblik pennen når papiret kan der ske, hvad som helst. Krusseduller, spontane historier, skitser til noget større eller et færdigt værk. Og bagefter kan du gribe et nyt stykke papir i stakken og starte forfra. For papir er det mest tilgængelige materiale af alle. Det er noget vi alle har. Vi køber det i stakkevis og får det ind ad brevspækken i form af konvolutter, breve, aviser og reklamer. I bogreolen står bundter af papir samlet i et omslag af kraftigt papir eller karton. På loftet står den ene papkasse efter den anden. Vi er i det hele taget så omgivet af papir, at vi ikke tænker over det som noget særligt. Det har været de 10 kunstneres udfordring. At se på noget så almindeligt med nye øjne.
Laboratoriet
At arbejde med papir giver kunstneren en frihed til at eksperimentere, som ikke findes i andre medier. Tilgængeligheden og umiddelbarheden er faktorer som spiller ind, når kunstneren griber papiret og bearbejder det til et værk. Der er plads til at lege. Skabe og smide væk. Starte forfra. Og ud af dette laboratorium er der kommet vidt forskellige værker. Nogle af kunstnerne har valgt at udforske papirets to-dimensionelle egenskaber. Her bliver motivet og valget af farve-medie det væsentlige. Teksturen i værket spiller med i fortællingen og kunstnerens udsagn underbygges af om der fortælles med tudsens lette strøg eller kullets massive fremtoning. Andre har valgt at udforske papirets egenskab, som udgangspunkt for elementer i en installation. Bogstaver og mønstre udgår fra karton og silkepapir. Der er værker som står ud i rummet og værker som hænger ned fra loftet. Andre igen har bearbejdet papiret. Æltet, formet og skabt elementer af papmache. Sat dem sammen med lettere elementer og understreget den mangfoldighed der ligger i papiret.
Samspillet
Som en usynlig tråd gennem udstillingen går det samspil kunstnerne har haft med fire ældre kunstnere. Francisca Clausen (1899 – 1986), J.F. Willumsen (1863 – 1958), Arthur Köpke (1928 – 1977) og Albert Mertz (1920 – 1990).
Den første tråd er Formen som skaber orden i kaos med dens underliggende systemer, strukturer og veje. Francisca Clausen arbejdede gennem hele sit virke med cirkler, spiraler, firkanter og andre geometriske figurer og med disse undersøgte hun grænserne for formen. Pernelle Maegaard (1952- ) arbejder ud fra den samme præmis, men her er det ikke geometrien der hersker. Med stor præcision og nøjagtighed udfylder hun papiret med kraftige farver i mange lag og lader farven spille med, når hun skaber de mønstre, der er så karakteristiske for hende. Det er ornamentikken som er fremherskende på samme vis som hos Milena Bonifacini (1963- ). Men hos Milena Bonifacini bliver papiret et ornament i sig selv. Diverse tapetrester, hyldepapir og postkort danner grundlag for ornamentet og spiller med som former i formen. Hos Ferdinand Ahm Krag (1977- ) er det en helt anden form som er i spil. Nemlig den form som linien skaber. Det er meditative gentagelser af den rette linie. Af horisontlinien. Den ene under den anden. Indtil hele papiret er dækket af rette linier.
Den anden tråd er Fragmentet. Det løsrevne. Der, hvor du selv må lægge til, for der er ingen fuldendt fortælling, kun et brudstykke. Historien kan være absurd, melankolsk, mystisk eller humoristisk. Det er op til dig selv at lade sig inspirere af fragmentet og fortælle en historie. Skitsen er et sådan brudstykke og i J.F.Willumsens skitser er der oplæg til fortællinger, som senere kommer til udtryk i hans malerier, i de keramiske værker og i skulpturerne. Andre kunstnere har valgt at lade fragmentet være bærende i deres endelige værker. Hos Nina Kleivan (1960-) får det hvide papir lov til at fylde. Figuren er ofte fragmenteret og fortællingen stopper ikke ved papirets grænse. Den går udover kanten og stopper kun der, hvor forestillingsevnen ikke længere rækker. På samme måde er Cai Ulrich von Platens (1955-) motiver løsrevne objekter, som svæver på billedfladen uden at mødes. Det er op til dig som beskuer at sætte objekterne i forbindelse med hinanden og verden udenfor. Mens papiret hos Mikael Thejll (1952-) bliver det medie, hvor han kan nedfælde og fortolke de fragmenter af ord og dagligdags elementer han har fundet og samlet op på vejen gennem byen. Og endelig er Malene Hartmanns (1974-) undersøgelser af stemninger, erindring og identitet blot fragmenter af disse. Som små glimt af noget genkendeligt bliver vi ledt til selv at reflektere over den personlige historie.
Den tredje og sidste tråd er Tegnet. I Tegnet forenes Formen og Fragmentet. Stregernes linier og buer danner ord og begreber, som vi bearbejder og skaber mening i. I samspil med Formen og Fragmentet leger kunstneren med Tegnet og hjælper os på vej til selv at digte videre og skabe nye billeder. Det kan være løsrevne ord og tegn eller det kan være mere eller mindre absurde former for tegneserier. Arthur Köpckeskabte collager af ord, tegninger og udklip fra
aviser og magasiner. Tegnet som vi kender det i form af tekst er tydeligt i hans værker hvorimod det hos Albert Mertzer det enkle formsprog og de få kraftige farver, der danner tegn. Tegn der står som signaler på billedfladen. I Andreas Schulenburgs (1975- ) absurde tegneserier og i Camilla Gaugler (1968- ) og Mikkel Larris´ ( 1970- ) fælles værk fremstår ordet ligestillet i forhold til formen. Teksten underbygger formen og spiller med. Men formen og farverne er også et signal. Hos alle tre kunstnere et signal om uhøjtidlighed midt i alvoren.
Birgitte Sværke Pedersen
Kurator