Dyrene fra planet nr 6. 1985
Dyrene fra planet nr. 6. Ny Carlsberg Glyptotek. Videoinstallation. Kbh., 1985 Jeg er ca. 12 år, da jeg på Louisiana ser nogle mennesker kravle rundt nedenunder nogle meget lave og sindrigt arrangerede snore. Det betager mig dybt. Jeg er vild med den frihed, der ligger i, at man i mere eller mindre alvor kan gøre således. Jeg kommer ind på akademiet i 1979. I løbet af de første 2 år, jeg går der, opdager jeg, at der er noget, der hedder videokunst. Jeg kender kun til performance og (før det) happenings. Videokunsten minder mig om disse dybt ulogiske frit svævende handlinger, som jeg har set i happeningkunsten. – Så er jeg solgt. Videoen er på daværende tidspunkt så dejlig fri for kunsthistoriens opmærksomhed. Det giver en stor frihed. Min nysgerrighed kan boltre sig frit i et nyt ukendte landskab: Videokunst. “Dyrene fra planet nr. 6” er min første videoinstallation. Den bliver skabt i samarbejde med billedkunstneren Trine Vester.(1957-1998) Vi tager udgangspunkt i Ny Carlsberg Glyptotekets samling og fortæller forunderlige nutidige historier om mennesket. Videoinstallationen består af 8 videoer, hver med sit forløb, hvor personer udfører ”nødvendige” handlinger. Vi lader nogle skulpturer fra samlingen betragte installationen.