EN FRISE TIL RUDOLPH

Jeg blev født i 1952, og har været tilknyttet Nordsjælland hele mit liv, så Rudolph Tegners univers har været med til at forme mit billedsyn.

Hans dramatik bliver siddende i et barn – og er blevet i mig også som voksen.

Tegner er voldsom og hans skulpturer er tunge, og jeg har valgt en udtryksform der er hans modsætning: broderiet. Det er let, feminint og i en meget mindre skala. Jeg vil brodere en frise til Rudolph.

Tilbage i Antikken blev en frise også kaldt zoforos – billedbæreren, og det er det jeg vil være. Jeg vil bære billeder fra mit univers sammen med Tegners univers, jeg vil brodere figurer der er opstået hos mig på baggrund af Rudolph Tegners figurer, jeg vil fortælle de billeder der er blevet til hos mig siden Rudolph lavede sine billeder. Jeg vil snakke med Rudolph, med billeder.

I processen når man skaber kunst, oplever jeg ofte, at nu er den der, nu har jeg lige ramt plet. Og så lige bagefter- nej det var ikke lige det, men det næste værk vil rumme alt, og selvfølgelig gør det ikke det. Den higen efter det perfekte er en af drivkræfterne ved at lave kunst. Jeg kan så tydeligt se hvordan Tegner har kæmpet fra den ene skulptur til den næste i søgen efter det rigtige udtryk. I min verden bliver Tegners proces og higen efter det perfekte til en lang række af fortællinger.

Jeg vælger broderiet som udtryksmiddel. At brodere er en meget insisterende proces, der går mange tusind sting til at lave en lille figur. Så snart figuren er opstået skal der straks føjes en ny figur til, en ny fortælling. Mit værk bliver som en tegneserie.

Spring cleaning et skyggespil lavet i samarbejde med Nina Maria Kleivan

Værket er et skyggespil, hvor Tegners markante figurer, der er kendetegnet ved ofte at være i overstørrelse, her er ned skaleret til dukketeatrets lillebitte målestok, Og hvad sker når figurerne nedscaleres? Når de tilføres liv ved hjælpe af enkle greb som pinde og snore? De volumiøse figurer er ikke bare nedscaleret, de er også reduceret til flade figurer og står sorte mod forgrunden, som en stærk kontrast til de fyldige hvide gibsskulpturer i museet. Hvad sker når figurerne tages ud af konteksten, ud af museets rum eller ud af den omliggende park og sættes ind i det lille teater? Via skyggefigurernes reduktion og via mødet med andre og i denne sammenhæng uventede objekter., flytter vi betragtningsmåden og transformerer Tegners værker.

Den store og voldsomme fortælling bliver til en lille og rørende fortælling.