42m2 Keramisk billede i Helsingør svømmehal. Der er få steder i det offentlige rum, der er beregnet til legen. Et af de steder i Danmark hvor der bliver leget mest på kryds og tværs af alle aldre, er på stranden. Men den er ofte ret kold, og sæsonen er kort. Så har vi svømmehallerne. Når vi kommer til en svømmehal, så har vi ”helle” fra vores normale liv. Så har vi fri. Mit billede i Helsingør svømmehal tager udgangspunkt i dette ”helle”. Det skal ikke være kompliceret at træde ind i svømmehallen. Det skal være lige til og sjovt, og man skal få lyst til at svømme, men svømning er også en alvorlig sag. Hvis man ikke kan svømme så risikere man at drukne. Mit billede indeholder både leg og alvor. Legen er i figurernes bevægelser hen over væggen, og alvoren er i den stramt opbyggede billedkomposition. I en svømmehal kan man opdage sin egen krop, og man kan få den til at gøre næsten alt. Mit billede indeholder hele spekteret af svømningen. Fra hundesvømning til vandpiruetter. Jeg har valgt at lave billedet forholdsvis enkelt, da jeg synes, at det skal komme én i møde i det øjeblik, man træder ind i hallen. Det skal signalere at her leges, her er rart og udfordrerne at være. Jeg håber at de besøgende vil opfinde deres egne badutspring. Jeg har valgt at lave billedet i keramik, et materiale der taler godt sammen med vand, og det kan tåle forholdene i en svømmehal. Keramik er et smukt og levende materiale. De enkelte fliser har et individuelt udtryk, og tilsammen danne de et levende billede. Håndstøbt og håndmalet keramik er ikke til at styre med 100% nøjagtighed, det vil sige at der skal meget stor kendskab til keramikkens ”sjæl”, for at kunne overskue så stor en keramisk flade. Jeg fandt kun et sted i Danmark der turde binde an med mit projekt og det var Kähler keramik. Selv om man gennem tiderne noterer ned hvordan man har produceret, så er det ikke det samme som at man kan gentage det 100 år efter, da de materialer man kan benytte sig af forandre sig undervejs. Leret er f.eks. ikke fra samme jordlag som for 100 år siden. Vi har derfor måtte lave mange eksperimenter med lermassen, støbning, farve, glasur, og bemalingsteknik, inden vi mente vi havde fundet en metode der ville lykkes. Det viste sig at vores regnestykke holdt, og resultatet blev en udsmykning der kan ses i Helsingør svømmehal. Billedet er på 5,70 m x 5,20 m – 238 fliser. Hver flise måler ca. 30×40 cm. Udsmykningen er betalt af Helsingør Kommunes kunstudvalg og Frederiksborg Amts Billedkunstråd